🔥Black Friday 2024 - Anden billet 50%🔥
Onsdag d. 22. april blev dagen hvor Philip Mundt og jeg endelig kom et skridt videre (eller højere) med vores mangeårige planer. Udstyret have været på plads igennem flere år. Vejret uden skyer og med svage vinde i alle højder var lovet flere dage i forvejen. Og ikke mindst, dispensation til at flyve VFR over FL 195 (Flight Level 195, 19.500 fod på QNH 1013) fra selveste trafikstyrelsen var på plads. Naviair havde fået besked. Og vi var begge så klar.
Vi kørte til startpladsen i Bagsværd fem timer før solnedgang og havde således god tid til at klargøre luftballon og alt vores udstyr inden starten tre timer før solnedgang. Ballonen var OY-SOK på 145.000 kubik fod med min specielle brænder som er konstrueret til at kunne klare FL 300 uden ekstra ilt. Kurven blev fyldt med hele seks firs-liters flasker, stor flaske med ilt til os begge til hele flyveturen fra start til vi igen var under FL 125, ekstra iltsystem som backup, to radioer, to transpondere samt nødskærme. Og selvfølgelig masser af kameraudstyr.
Enhver start tiltrækker nysgerrige gæster, men denne dag undrede de sig en hel del da først Philip tog næsten alt sommertøjet af for at iklæde sig tykke uldne på hele kroppen, varme bukser, skibukser, tynd trøje, tyk trøje, super varm skijakke og endelig kraftige vinterstøvler. Hvorefter jeg gentog hele øvelsen. Og vi sluttede begge af med at tage nødskærme på ryggen, varmer også!
Starten gik præcis tre timer før solnedgang og godt svedende i alt vores tøj kunne det kun gå for langsomt med at komme op i højderne. Heldigvis faldt temperaturen meget hurtigt til noget som var ganske behageligt.
Naviair var fuldt ud informeret om vores flyvning og gav os kode til transponderen forud for start. Endvidere skulle vi kun være i kontakt med Copenhagen Control under hele flyvningen, de sørgede så for koordination med Roskilde og Kastrup efterhånden som vi steg op igennem de forskellige luftrum. Vi fik umiddelbart tilladelse til at stige til FL 90 og halvvejs oppe til denne højde kom tilladelsen til at stige til FL 275.
Vi brugte halvanden time på at stige til lige godt FL 270. Udstyret fungere perfekt hele vejen op, men selvfølgelig var det tydeligt at brænderen havde mindre og mindre effekt efterhånden som luften blev tyndere og tyndere. I FL 180 er trykket faldet til det halve af ved jordoverfladen og i FL 270 er lufttrykket godt en tredjedel.
Temperaturen falder selvfølgelig også en hel del, normal to grader pr. tusind fod, dvs. godt 50 grader koldere end de ti grader vi havde ved start. Men solskin, ingen relativ vind og 4.500 kubikmeter 80 grader varm luft gjorde at det aldrig føltes koldt. Jeg havde kun meget tynde vanter på under hele turen.
Som piloter er vi helt afhængige af ekstra ilt i disse højder. I FL 250 klarer man nogle minutter uden ilt, i FL 300 måske ti sekunder. Herefter indtræder en tilstand hvor man nok er ved bevidsthed, nok tror at man har styr på det hele, men reelt ikke er i stand til at foretage sig noget fornuftigt, mindst af alt at føre et luftfartøj på betrykkende vis. Philip Mundt og jeg har to gange været i trykkammer (stor tak til Jan Bernburg) for at opleve på egen krop hvordan man reagere uden ekstra ilt i hhv. FL 250 og FL 300. På filmene fra disse forsøg er det tydeligt at specielt Philip virkelig ikke har styr på det der med at skubbe geometriske figurer igennem tilsvarende huller, noget enhver toårig klarer på få sekunder 😊
Vi var kortvarigt over FL 270, dog nok tid til at tage en række billeder og en lille film. Heroppe skulle brænderen bruges stort set hele tiden, men på meget reduceret effekt for at flammen kunne følge med (hvilket denne brænder har en mekanisme til at justere for). Vi kunne se hele Sjælland, hele Fyn, store dele af Sydsverige, store dele af Jylland og noget af Jyllands vestkyst. Vi kunne skimte Skagen og Bornholm.
Nedstigningen tog en time og for at det ikke er løgn, ender vi mellem tre andre balloner fra klubben som er på en hyggelig aftenflyvning. Helt fantastisk 😊
Dette var blot et skridt på Philips og mine planer. På denne flyvning nåede vi FL 270, 27.079 fod eller 8.253 meter (trykhøjde). Da QNH var 1031 var vores faktiske opnåede højde ca. 8.419 meter over havet. De næste mål er klart at komme højere end Mount Everest (8.848 meter) og komme højere end FL 300. Denne tur har – lige som vores tidligere ture til FL 200 og FL 240 – givet os værdifuld erfaring som vil blive brugt på vores næste luftballonture. Måske allerede den kommende vinter.
Thomas Jøhnk