Onsdag d. 22. april blev
dagen hvor Philip Mundt og jeg endelig kom et skridt videre (eller højere) med
vores mangeårige planer. Udstyret have været på plads igennem flere år. Vejret
uden skyer og med svage vinde i alle højder var lovet flere dage i forvejen. Og
ikke mindst, dispensation til at flyve VFR over FL 195 (Flight Level 195,
19.500 fod på QNH 1013) fra selveste trafikstyrelsen var på plads. Naviair
havde fået besked. Og vi var begge så klar.
Vi kørte til startpladsen
i Bagsværd fem timer før solnedgang og havde således god tid til at klargøre
ballon og alt vores udstyr inden starten tre timer før solnedgang. Ballonen var
OY-SOK på 145.000 kubik fod med min specielle brænder som er konstrueret til at
kunne klare FL 300 uden ekstra ilt. Kurven blev fyldt med hele seks firs-liters
flasker, stor flaske med ilt til os begge til hele flyveturen fra start til vi
igen var under FL 125, ekstra iltsystem som backup, to radioer, to transpondere
samt nødskærme. Og selvfølgelig masser af kameraudstyr.
Enhver start tiltrækker
nysgerrige gæster, men denne dag undrede de sig en hel del da først Philip tog
næsten alt sommertøjet af for at iklæde sig tykke uldne på hele kroppen, varme
bukser, skibukser, tynd trøje, tyk trøje, super varm skijakke og endelig
kraftige vinterstøvler. Hvorefter jeg gentog hele øvelsen. Og vi sluttede begge
af med at tage nødskærme på ryggen, varmer også!
Starten gik præcis tre
timer før solnedgang og godt svedende i alt vores tøj kunne det kun gå for
langsomt med at komme op i højderne. Heldigvis faldt temperaturen meget hurtigt
til noget som var ganske behageligt.
Naviair var fuldt ud
informeret om vores flyvning og gav os kode til transponderen forud for start.
Endvidere skulle vi kun være i kontakt med Copenhagen Control under hele
flyvningen, de sørgede så for koordination med Roskilde og Kastrup efterhånden
som vi steg op igennem de forskellige luftrum. Vi fik umiddelbart tilladelse
til at stige til FL 90 og halvvejs oppe til denne højde kom tilladelsen til at
stige til FL 275.
Vi brugte halvanden time
på at stige til lige godt FL 270. Udstyret fungere perfekt hele vejen op, men
selvfølgelig var det tydeligt at brænderen havde mindre og mindre effekt
efterhånden som luften blev tyndere og tyndere. I FL 180 er trykket faldet til
det halve af ved jordoverfladen og i FL 270 er lufttrykket godt en tredjedel.
Temperaturen falder
selvfølgelig også en hel del, normal to grader pr. tusind fod, dvs. godt 50
grader koldere end de ti grader vi havde ved start. Men solskin, ingen relativ
vind og 4.500 kubikmeter 80 grader varm luft gjorde at det aldrig føltes koldt.
Jeg havde kun meget tynde vanter på under hele turen.
Som piloter er vi helt
afhængige af ekstra ilt i disse højder. I FL 250 klarer man nogle minutter uden
ilt, i FL 300 måske ti sekunder. Herefter indtræder en tilstand hvor man nok er
ved bevidsthed, nok tror at man har styr på det hele, men reelt ikke er i stand
til at foretage sig noget fornuftigt, mindst af alt at føre et luftfartøj på
betrykkende vis. Philip Mundt og jeg har to gange været i trykkammer (stor tak
til Jan Bernburg) for at opleve på egen krop hvordan man reagere uden ekstra
ilt i hhv. FL 250 og FL 300. På filmene fra disse forsøg er det tydeligt at
specielt Philip virkelig ikke har styr på det der med at skubbe geometriske
figurer igennem tilsvarende huller, noget enhver toårig klarer på få sekunder 😊
Vi var kortvarigt over FL
270, dog nok tid til at tage en række billeder og en lille film. Heroppe skulle
brænderen bruges stort set hele tiden, men på meget reduceret effekt for at
flammen kunne følge med (hvilket denne brænder har en mekanisme til at justere
for). Vi kunne se hele Sjælland, hele Fyn, store dele af Sydsverige, store dele
af Jylland og noget af Jyllands vestkyst. Vi kunne skimte Skagen og Bornholm.
Nedstigningen tog en time
og for at det ikke er løgn, ender vi mellem tre andre balloner fra klubben som
er på en hyggelig aftenflyvning. Helt fantastisk 😊
Dette var blot et skridt
på Philips og mine planer. På denne flyvning nåede vi FL 270, 27.079 fod eller
8.253 meter (trykhøjde). Da QNH var 1031 var vores faktiske opnåede højde ca.
8.419 meter over havet. De næste mål er klart at komme højere end Mount Everest
(8.848 meter) og komme højere end FL 300. Denne tur har – lige som vores tidligere
ture til FL 200 og FL 240 – givet os værdifuld erfaring som vil blive brugt på
vores næste ture. Måske allerede den kommende vinter.
Ved årets start var en større dansk delegation af
ballonentusiaster i alpelandet for at dyrke den ret specialiserede og
spektakulære disciplin: overflyvning af alperne i luftballon.
Vi deltog i Dolomiti Balloonfestival i Dobbiaco, Italien – et
lille og intimt stævne med bare 15 deltagende ballonhold. Alle 15 var dog
kommet med et klart mål om at flyve lange flyvninger og nogle endda med
ambitionen om at vinde The Long Distance Trophy – en prestigefyldt anerkendelse
af den længste flyvning i løbet af ugen.
Jeg selv samt Thomas Jøhnk deltog denne gang i stævnet for
8. gang, men i år var det nyt, at så mange danske deltagere var med. Vi deltog
således ca. 20 personer med tilknytning til det danske ballonsamfund – heraf
ca. 10 ballonpiloter. Det blev til i alt 3 danske ballonhold med Christoffer
Mundt, Thomas Jøhnk og Philip Mundt som skippere.
Tre danske balloner side-by-side under opstart på ballonstartpladsen i Dabbiaca
Målet med flyvningerne var at gennemføre lange flyvninger i
høj højde over bjergene. Disse flyvninger er på mange måder meget anderledes
end de flyvninger, vi normalt kender til over Danmark, hvilket gør dem
udfordrende og spændende. Jeg vil her kort beskrive, hvilke særlige
forholdsregler vi arbejder med under planlægningen og gennemførelsen af disse
flyvninger.
De særlige forhold
Som udgangspunkt er det almindeligt ballonudstyr, vi benytter.
Langt det meste udstyr vi normalt råder over til flyvninger i Danmark er fint
velegnet til de fleste alpeflyvninger. Men da vi både skal flyve i høj højde og
ofte ganske langvarige flyvninger, er det ikke altid nok med de klassiske
hylsterstørrelser, der simpelthen ikke kan løfte nok. Vi planlægger således med
5 timers endurance og flyvning til ca. 14.000 msl. Med vores ønske om at være
3-4 om bord på turene forudsætter det en hylsterstørrelse på ca. 150.000 cu/f. Vi
medbringer 6 store gasflasker (80 liters) og benytter desuden en fyldeflaske
til at starte på.
At flyve i lave temperaturer er erfaringsmæssigt ikke et
stort problem. Tværtimod er det jo fordelagtigt for ballonens ydeevne og vi har
ofte oplevet, at den gerne vil lette ved omkring 45 grader. Imidlertid kan det
under de lange ture godt blive koldt for de ombordværende. Min personlige
erfaring er, at mine tæer er særligt udsat. Jeg har løst dette med elvarme i
sålerne, hvilket virkelig kan anbefales!
Vores tekniske hjælpemidler er også sårbare overfor kulde.
Ikke mindst batterier og processorer har det med at blive halvsure over lang
tid i kulde. Tålmodighed, powerbanks og reserveudstyr er altafgørende! Jeg selv
benytter 3 IPADs med med 2 forskellige navigationsprogrammer og medbringer 1
som backup.
Når vi kommer op over de 12.000 fod skal alle ombordværende
have et supplement af ilt. På vores hold plejer vi at udpege en iltansvarlig på
hver flyvning, som begynder at geare up ved omkring 11000 fod. Personen sikrer,
at iltudstyret kommer frem, når højden kræver det, og han/hun har desuden
særligt ansvar for at checke dels at den løbende tilførsel fungerer, dels at
besætningen husker at trække vejret med næsen, (hvor ilten bliver tilført),
samt endelig at ingen viser tegn på hypoxi.
Min erfaring er, at min Cameron Sirocco klarer op til 16.000
fod uden for meget bøvl, men jeg kan tydeligt høre det, når den begynder at
savne ilt. Der opstår en meget karakteristisk lydbillede, når selve
gasforbrændingen bliver mindre og mindre og ændrer sig til lyden af gas, der bare
bliver blæst op i hylsteret, når den omkringværende ilt er sluppet op. Til
sidst stopper forbrændingen simpelthen. Noget kan håndteres ved kortere blæs og
et ikke for højt gastryk. Men skulle man komme ud for kraftig turbulens,
windshear og indtrykninger er lavt tryk og for lille flamme dybt kritisk. Derfor
holder jeg mig gerne under 15.000 fod og har altid godt trykkede flasker.
Da vi flyver i høj højde og nogle steder lang fra lands lov
og ret (tro mig), er godt radioudstyr og transponder af højeste vigtighed! Vores
erfaring er, at der er kolossal forskel på de forskellige landes flyveledere.
Over Italiensk luftrum har vi notorisk svært ved at komme i kontakt med dem på
radioerne, kommunikationen er kringlet og afbrudt og de efterspørger meget
forskellige informationer. Over Østrig svares der med det samme og vi behandles
effektivt og professionelt. Vi har transponder på og den er tændt hele tiden.
Ballonholdet, der gennem tyk og tyndt for en dejlig flyveuge i Alperne. Fra venstre Philip, Morten, Anders, ‘Gøther’, Eske og Inger (samt Jan Andersen, Thomas Sjögren og Majbritt)
Mange flyvninger i år
Vi var generelt heldige med vejret, da hele ugen var præget
af smukt solskinsvejr og svage vinde i Pusterdalen. Det daglige spørgsmål var derfor
snarere, i hvilken retning højdevinden ville bringe os og med hvilken
hastighed. Ved den daglige morgenbriefing kl. 08.00 gennemgik stævnets strategiske
flyve planlægger Günther Binder prognoserne, og derefter gik piloterne så i
gang med at hønse om flyvemulighederne.
Søndag 5/1 2020 – No Flight!
Smukke vejrforhold. Problemet var dog, at vinden i FL120 var
forudsagt til 60 knob fra nord, hvilket er rigtig kraftig vind. Jeg har ikke
før fløjet med den hastighed. Der er ingen tvivl om, at vi ville komme hurtigt
til den flade del af norditalien, hvortil der blot er ca. 80 km, men hvordan
ville turen op til toppen af bjergene forløbe? Jeg har før prøvet at flyve med
over 50 knob i området, og den turbulens, der opstår af vindens møde med
bjergsider og -toppe er ikke til at spøge med – især ikke i overgangszonen
indtil man når op over turbulenslaget. Næste problem er vinden i dalen. Ved
meget kraftige vinde i toppen er der øget risiko for tørre og varme fønvinde i
dalen. Fønen er uforudsigelig og kan være meget kraftig. Jeg følte en vis
lettelse, da stævnets rigtigt garvede gutter slog op i banen og ikke ville
afsted – så vidste jeg i hvert fald, at jeg heller ikke skulle nyde noget!
(andet end skikørsel). Der var dog 2 ballonhold, der besluttede sig for at gøre
forsøget, og de klarede flyvningen helt fint – dog med en solid gyngetur, som
vi spændte kunne følge fra skiliften. Som min gode ven og meget erfarne
pilotkollega Ramses Vaneste sagde til mig på sit belgisk-skotske engelsk:
”This is the day of burned scoops, I’ll stay on the ground…”
Mandag 6/1 2020 – Dobbiaco – Valle Belluno
Kortvisning af første dags flyvning fra Pusterdalen og de ca. 70 km til Valle Belluno. Belluno ligger lige på kanten af Alperne og inden de lave flader områder i Veneto regionen omkring Venedig.
Klassisk Dolomiterflyvning. Dalvinden svag og himlen høj.
Vind i højden fra nord på FL100/010/20 og FL120/020/30. Planen blev at tage en
klassisk rute nede i dalen fra startfeltet i Dobbiacho og følge dalvindene
østpå i Pusterdalen, der går vest-øst til Sexten-dalen. Sexten-dalen er en
afstikker sydøst og med en langsom stigning op gennem den dal, kan man nå op til
højdevinden så roligt som muligt. Retningen pegede på Bellunodalen lige i
udkanten af Alperne. En stor og åben dal, der er nem at ramme og rummer mange
gode landingspladser (læs: få vinmarker). Som sædvanlig kan vi ikke få
radiokontakt med Padova Information, før vi når til udkanten af Alperne. Dog
får vi til sidst fat i Padova Radar og bliver clearet til descent og landing. Arbejdet
på at finde landingstedet står i skærende kontrast til flyvningen over bjergene,
som er foregået i høj fart. For i Belluno dalen er der næsten vindstille fra
3000 fod og ned. (Dette er ikke usædvanligt – og årsagen til, at vi altid
beregner gas til mindst 1 times søgning efter landingssted). Vi havnede over
floden, der skærer sig gennem dalen, men fandt dog en enkelt knob i en brugbar
retning og – efter ca. 30 minutter – en fin majsstubmark at lande på. Thomas
Sjøgren styrede med sikker hånd og usvigelig højdepræcision ballonen gennem den
3 timer lange flyvning. Så var der bare nogle timers kørsel tilbage til Dobbiaco.
Det kan være en stor og krævende oplevelse at være på alpine ballonflyvninger. Men i dag oven i dette to store fadøl i solen på pladsen i Belluno og 2 timers bilkørsel i bjergene – det bliver man søvning af…
Tirsdag 7/1 2020: Monguelfo – Dobbiaco
Det dejlige ved alpine stævner er, at man ikke skal vildt
tidligt op! Morgenmad kl. 07.30 og briefing kl. 08.00 er bare luksus og i sig
selv en ferie.
Dagens briefing var vejrmæssigt mere usikker. Det var flot
vejr, men højdevinden svag med en prognose på under 10 knob fra nordvest. Dette
sikrer, at der ikke er turbulens og giver også mulighed for flyvning meget tæt
på bjergene. Det kan imidlertid godt give lidt dårlig mave, hvis der er langt
til landingsstederne. 10 knob er desuden ikke altid retningsstabil. Vi danske
piloter besluttede at tage en såkaldt dalflyvning, hvor vi ikke planlægger med
at krydse bjerge men i stedet lader os føre af de vinde, der følger dalenes
forløb. Det er oftest meget fredelige flyvninger, men man skal dog stadig som
pilot have tungen lige i munden og ikke slappe for meget af.
Som udgangspunkt og i teorien har vinden en tendens til at
søge op ad den dalside, hvor solen står på og at søge nedad på skyggesiden. Dette
skulle give en flyvning med en cirkulær bevægelse ned gennem dalen. Dog er det
her vigtigt også at kende sin ’redningsvind’: den eksisterende højdevind, som
man kan hente noget hjælp fra, hvis man sidder fast på en dalside og ikke kan
komme ned.
Ruten på dalflyvningen. Hjælpen fra højdevinden ses i den markante sydgående kurs midt i flyvningen.
Endvidere er det vigtigt, at ballonen er udrustet til
langdistance, også selvom dette ikke er dagsplanen. Skulle man komme i
problemer, er det nemlig vigtigt at kunne gå i højden og have tid og mulighed
for at finde en alternativ landingsdal. Så altså: al gas, ilt, radioudstyr,
catering, varmt vand, tøj og nødustyr kommer med, selv på de små ture.
Alle 3 danske balloner fik en super flyvning på 90 minutter
med landing i værtsbyen. Og havde desuden alle fornøjelsen af at side
ubehjælpsomt fast i sne og is, så snekæder, skovle og knofedt måtte frem.
Onsdag 8/1 2020: Dobbiaco – Valle Belluno
Vejrbriefingen viste fortsat flot flyvevejr. Højdevinden var
ganske vist stadigvæk i den lave ende med udsigt til 20 knob fra en nordlig
retning. Vi havde imidlertid netop været i Belluno dalen om mandagen og kendte
den ca. 70 km lange tur derned. Så umiddelbart skulle bare 2 timer i højden kunne
gøre det.
Jeg oplevede dog, at fart og retning alligevel drillede
noget, da vi først kom i højden. I FL120 var der dermed bare 13-15 knob og med
en noget mere vestlig retning. Det kunne betyde, at vi skød forbi Bellunodalen
og dermed havde udsigt til yderligere 30 km før vi nåede sikre landingsområder.
Søgning i højden gav ikke mere hastighed men til gengæld en dårligere retning med
yderligere vestligt drej og dermed en rute over mange bjerge.
Den anden flyvning til Valle Belluno. Her ses den indledende retning, der drillede skipperen lidt samt retningsændringen over Cortina der medførte en bedre approach til egnede landingssider.
Ergh… Forventet flyvetid til landing skiftede mellem 200 og
250 minutter, altså op mod yderligere 4 timers flyvning i højden, hvilket var
på kanten af vores maximale flyvetid – og hvad hvis vinden faldt yderligere
eller drejede? Og hvad hvis det tog mere end 1 time at finde et egnet
landingssted? Jeg snakkede med min tyske kollega, Martin Binder. Han havde
allerede besluttet at gå ned og lande ved Lake Mizoura.. Hmm…
Jeg overvejede at forsøge at gå ned i Cortina dalen, som var
det sidste velegnede landingssted før et større bjergmassiv skulle overflyves.
For at skaffe lidt mere tænketid, bad jeg Sjøgren om langsomt at synke ned i
dalsænkningen for at forberede en afslutning af flyvningen.
Til stor overraskelse og held drejede ballonen pludselig
mere mod syd og farten øgedes til 16-17 knob. Det medførte en meget bedre ok
kortere retning til Belluno og en forventet flyvetid på 120 minutter. Det var
jo en helt anden sag, og vi fløj videre. Pyha!
Flot landing af Thomas på en lille græsplæne ved Sois.
Straks efter landing kommer nogle venlige lokale farende med glas og lokale
vine, ”I bare skal smage!”. Og vi bliver eskorteret til en lokale restaurant, som
laver ”de bedste pizzaer i Italien” – og som holder åbent over middagspausen
for at servere for os. Verdensklasse!
Torsdag 9/1 2020: Dobbiaco – Lienz
Dalflyvning med ‘happy-ending’ omkring Lienz dalen
Vejrbriefingen meldte om ret svage vinde i højden. Primært
fra en vestlig retning og dermed retning mod Østrig. Ikke helt hastighed nok,
til at flyve til dalene omkring Spittal (100), Klagenfurt (150) eller Villach
(120), men mulighed for at følge Pusterdalen og måske tage et lille hop til
Lienzdalen, der bekvemt strækker sig nord/syd ca. 50 km øst for Dobbiaco. Altså
en slags dalflyvning med mulighed for ’happy ending’.
Det blev en fantastisk flyvning, der startede blidt med
langsom fart ned gennem den snoede Pusterdal og sluttede med stigning op over
toppene og efterfølgende bjergtagende ’ballondans’ mellem klippetoppe og -dale
i Gailtaler massivet lige før Lienz dalen. Med bare 10 knob er turbulensen så
lav, at man kan gå ganske tæt på bjergsider, toppe og overvældende
dalsænkninger – ja, endda sætte ballonen i sneen. Der lød jævnlige frydehyl og
-råb i radioen, når det kildede i maverne rundt omkring i ballonkurvene.
Turen fra højden ned i dalene er altid lidt af et
timingsspørgsmål. Dalene virker ikke altid så brede oppe fra højden og hvis der
er fart på, kan man som pilot godt være fristet af at starte descentet tidligt
– det er ikke jo ikke sjovt at komme for sent ned. Men kommer man for tidligt i
gang med sit synk, kan man opleve ret meget turbulens på læsiden af
klippetoppene og ofte også opleve en ’backdraft’, der trækker én tilbage mod
bjergsiden. Dette oplevede vi her i den smalle Lienz dal. Den logiske løsning
var jo imidlertid bare at stige igen, få fat i højdevinden og komme ud over
dalen og fri af turbulens.
Tracket over descent og landing i Lienz. Der er ca. 40 minutters flyvning i dette spor.
Jeg selv kæmpede en rum tid med en højspændingsledning – og
der er ikke meget at stille op når GPS’en siger 0 knob! Generelt er typiske
dale fyldt med både højspænding, veje og floder – så der er noget at lege med. Men
alligevel lykkedes det efter 35 minutter i lav højde laaangsomt at liste hen
over ledningen og finde en lille vej til slutlandingen.
Fredag 10/1 2020: Dobbiaco – Zell am See
Her er prognosen for op i mod 50 knob i FL180 mod nordøst. Med denne flyvning ville setuppet kræve bare 2 personer i kurven, Thomas Køhnks særlige højdebrænder og ca. 500 liter gas – vi tog ikke turen…
Kun Thomas Jøhnk kom i luften fredag, da både Christoffer og
jeg havde pakket bilerne og var taget retur til Danmark. Der var dog en meget
spændende vindsituation i gang i prognosen, og der blev hønset en del torsdag
aften om mulighederne for en regulær rekordflyvning. Prognosen viste, at der i
FL180 ville være ca. 50 knob i nordøstlig retning og med bare 200 km til Wien
kunne det være en meget spændende flyvning, der også kunne blive meget længere.
Med 7 store flasker i en kurv, bare 2 personer og 100 km/t kunne turen være
blevet meget lang. Var muligheden ikke opstået på den 5. flyvedag i streg havde
der måske være flere kræfter. Nu blev rekordflyvningen imidlertid sløjfet, og
Thomas tog i stedet på en fabelagtig flyvning direkte over Großglockner,
Østrigs højeste bjerg og landede smukt i Zell am See. Dette var nu heller ikke
en dårlig finale på en super flyveuge i Alperne!
Alpestævnet og dig
De tre tinder er symbolet på Dolomiterne. Vi skimter dem på de fleste flyvninger og nogen gange var vi helt tæt på…
At begynde alpine flyvninger har været en rejse i sig selv.
Jeg oplever at rejsen nu fortsætter, her hvor interessen fra flere danske
piloter mildest talt er eksploderet. Det er fedt. Jeg har allerede nu indtryk
af, at et fjerde ballonhold er på vej i 2021.
Det er klart, at det kræver nogle materielle forudsætninger,
som det kan være vanskeligt og dyrt at komme til. Men det allervigtigste er dog
noget erfaring. Og den kan man få ved at melde sig under fanerne og komme med
ned og deltage på nogle flyvninger.
Og så er det skidehyggeligt. Alle de dejlige danske
ballonfolk samlet om flyvninger, fællesskab og fest.
1: Christoffer i PLAT-FORM ballonen i det store himmelrum over bjergene
2: 3 danske balloner side-by-side under opstart på ballonstartpladsen i Dobbiaco
3: Kortvisning af første dags flyvning fra Pusterdalen og de ca. 70 km til Valle Belluno. Belluno ligger lige på kanten af Alperne og inden de lave flade områder i Veneto regionen omkring Venedig.
4: Det kan være en stor og krævende oplevelse at være på alpine ballonflyvninger. Men læg oven i dette 2 store fadøl i solen på pladsen i Belluno og 2 timers bilkørsel i bjergene – det bliver man søvnig af…
5: Den anden flyvning til Valle Belluno. Her ses den indledende retning, der drillede skipperen lidt samt retningsændringen over Cortina der medførte en bedre approach til egnede landingssteder.
6: De 3 tinder er symbolet på Dolomiterne. Vi skimter dem på de fleste flyvninger og nogengange kommer vi helt tæt på…
7: Ruten på dalflyvningen. Hjælpen fra højdevinden ses i den markante sydgående kurs midt i flyvningen..
8: Dalflyvning med ‘happy-ending’ omkring Lienz dalen
9: Tracket over descent og landing i Lienz. Der er ca. 40 minutters flyvning i dette spor.
10: Ballonholdet, der gik gennem tykt og tyndt for en dejlig flyveuge i Alperne. Fra venstre Philip, Morten, Anders, Gøther, Eske og Inger (samt Jan Andersen, Thomas Sjøgren og Majbritt )
11: Her er prognosen for op i mod 50 knob i FL180 mod nordøst. Med denne flyvning ville setup’et kræve bare 2 personer i kurven, Thoms Jøhnks særlig højdebrænder og ca. 500 liter gas – vi tog ikke turen…