Ved årets start var en større dansk delegation af ballonentusiaster i alpelandet for at dyrke den ret specialiserede og spektakulære disciplin: overflyvning af alperne i luftballon.
Vi deltog i Dolomiti Balloonfestival i Dobbiaco, Italien – et lille og intimt stævne med bare 15 deltagende ballonhold. Alle 15 var dog kommet med et klart mål om at flyve lange flyvninger og nogle endda med ambitionen om at vinde The Long Distance Trophy – en prestigefyldt anerkendelse af den længste flyvning i løbet af ugen.
Jeg selv samt Thomas Jøhnk deltog denne gang i stævnet for 8. gang, men i år var det nyt, at så mange danske deltagere var med. Vi deltog således ca. 20 personer med tilknytning til det danske ballonsamfund – heraf ca. 10 ballonpiloter. Det blev til i alt 3 danske ballonhold med Christoffer Mundt, Thomas Jøhnk og Philip Mundt som skippere.
Målet med flyvningerne var at gennemføre lange flyvninger i høj højde over bjergene. Disse flyvninger er på mange måder meget anderledes end de flyvninger, vi normalt kender til over Danmark, hvilket gør dem udfordrende og spændende. Jeg vil her kort beskrive, hvilke særlige forholdsregler vi arbejder med under planlægningen og gennemførelsen af disse flyvninger.
De særlige forhold
Som udgangspunkt er det almindeligt ballonudstyr, vi benytter. Langt det meste udstyr vi normalt råder over til flyvninger i Danmark er fint velegnet til de fleste alpeflyvninger. Men da vi både skal flyve i høj højde og ofte ganske langvarige flyvninger, er det ikke altid nok med de klassiske hylsterstørrelser, der simpelthen ikke kan løfte nok. Vi planlægger således med 5 timers endurance og flyvning til ca. 14.000 msl. Med vores ønske om at være 3-4 om bord på turene forudsætter det en hylsterstørrelse på ca. 150.000 cu/f. Vi medbringer 6 store gasflasker (80 liters) og benytter desuden en fyldeflaske til at starte på.
At flyve i lave temperaturer er erfaringsmæssigt ikke et stort problem. Tværtimod er det jo fordelagtigt for ballonens ydeevne og vi har ofte oplevet, at den gerne vil lette ved omkring 45 grader. Imidlertid kan det under de lange ture godt blive koldt for de ombordværende. Min personlige erfaring er, at mine tæer er særligt udsat. Jeg har løst dette med elvarme i sålerne, hvilket virkelig kan anbefales!
Vores tekniske hjælpemidler er også sårbare overfor kulde. Ikke mindst batterier og processorer har det med at blive halvsure over lang tid i kulde. Tålmodighed, powerbanks og reserveudstyr er altafgørende! Jeg selv benytter 3 IPADs med med 2 forskellige navigationsprogrammer og medbringer 1 som backup.
Når vi kommer op over de 12.000 fod skal alle ombordværende have et supplement af ilt. På vores hold plejer vi at udpege en iltansvarlig på hver flyvning, som begynder at geare up ved omkring 11000 fod. Personen sikrer, at iltudstyret kommer frem, når højden kræver det, og han/hun har desuden særligt ansvar for at checke dels at den løbende tilførsel fungerer, dels at besætningen husker at trække vejret med næsen, (hvor ilten bliver tilført), samt endelig at ingen viser tegn på hypoxi.
Min erfaring er, at min Cameron Sirocco klarer op til 16.000 fod uden for meget bøvl, men jeg kan tydeligt høre det, når den begynder at savne ilt. Der opstår en meget karakteristisk lydbillede, når selve gasforbrændingen bliver mindre og mindre og ændrer sig til lyden af gas, der bare bliver blæst op i hylsteret, når den omkringværende ilt er sluppet op. Til sidst stopper forbrændingen simpelthen. Noget kan håndteres ved kortere blæs og et ikke for højt gastryk. Men skulle man komme ud for kraftig turbulens, windshear og indtrykninger er lavt tryk og for lille flamme dybt kritisk. Derfor holder jeg mig gerne under 15.000 fod og har altid godt trykkede flasker.
Da vi flyver i høj højde og nogle steder lang fra lands lov og ret (tro mig), er godt radioudstyr og transponder af højeste vigtighed! Vores erfaring er, at der er kolossal forskel på de forskellige landes flyveledere. Over Italiensk luftrum har vi notorisk svært ved at komme i kontakt med dem på radioerne, kommunikationen er kringlet og afbrudt og de efterspørger meget forskellige informationer. Over Østrig svares der med det samme og vi behandles effektivt og professionelt. Vi har transponder på og den er tændt hele tiden.
Mange flyvninger i år
Vi var generelt heldige med vejret, da hele ugen var præget af smukt solskinsvejr og svage vinde i Pusterdalen. Det daglige spørgsmål var derfor snarere, i hvilken retning højdevinden ville bringe os og med hvilken hastighed. Ved den daglige morgenbriefing kl. 08.00 gennemgik stævnets strategiske flyve planlægger Günther Binder prognoserne, og derefter gik piloterne så i gang med at hønse om flyvemulighederne.
Søndag 5/1 2020 – No Flight!
Smukke vejrforhold. Problemet var dog, at vinden i FL120 var forudsagt til 60 knob fra nord, hvilket er rigtig kraftig vind. Jeg har ikke før fløjet med den hastighed. Der er ingen tvivl om, at vi ville komme hurtigt til den flade del af norditalien, hvortil der blot er ca. 80 km, men hvordan ville turen op til toppen af bjergene forløbe? Jeg har før prøvet at flyve med over 50 knob i området, og den turbulens, der opstår af vindens møde med bjergsider og -toppe er ikke til at spøge med – især ikke i overgangszonen indtil man når op over turbulenslaget. Næste problem er vinden i dalen. Ved meget kraftige vinde i toppen er der øget risiko for tørre og varme fønvinde i dalen. Fønen er uforudsigelig og kan være meget kraftig. Jeg følte en vis lettelse, da stævnets rigtigt garvede gutter slog op i banen og ikke ville afsted – så vidste jeg i hvert fald, at jeg heller ikke skulle nyde noget! (andet end skikørsel). Der var dog 2 ballonhold, der besluttede sig for at gøre forsøget, og de klarede flyvningen helt fint – dog med en solid gyngetur, som vi spændte kunne følge fra skiliften. Som min gode ven og meget erfarne pilotkollega Ramses Vaneste sagde til mig på sit belgisk-skotske engelsk:
”This is the day of burned scoops, I’ll stay on the ground…”
Mandag 6/1 2020 – Dobbiaco – Valle Belluno
Klassisk Dolomiterflyvning. Dalvinden svag og himlen høj. Vind i højden fra nord på FL100/010/20 og FL120/020/30. Planen blev at tage en klassisk rute nede i dalen fra startfeltet i Dobbiacho og følge dalvindene østpå i Pusterdalen, der går vest-øst til Sexten-dalen. Sexten-dalen er en afstikker sydøst og med en langsom stigning op gennem den dal, kan man nå op til højdevinden så roligt som muligt. Retningen pegede på Bellunodalen lige i udkanten af Alperne. En stor og åben dal, der er nem at ramme og rummer mange gode landingspladser (læs: få vinmarker). Som sædvanlig kan vi ikke få radiokontakt med Padova Information, før vi når til udkanten af Alperne. Dog får vi til sidst fat i Padova Radar og bliver clearet til descent og landing. Arbejdet på at finde landingstedet står i skærende kontrast til flyvningen over bjergene, som er foregået i høj fart. For i Belluno dalen er der næsten vindstille fra 3000 fod og ned. (Dette er ikke usædvanligt – og årsagen til, at vi altid beregner gas til mindst 1 times søgning efter landingssted). Vi havnede over floden, der skærer sig gennem dalen, men fandt dog en enkelt knob i en brugbar retning og – efter ca. 30 minutter – en fin majsstubmark at lande på. Thomas Sjøgren styrede med sikker hånd og usvigelig højdepræcision ballonen gennem den 3 timer lange flyvning. Så var der bare nogle timers kørsel tilbage til Dobbiaco.
Tirsdag 7/1 2020: Monguelfo – Dobbiaco
Det dejlige ved alpine stævner er, at man ikke skal vildt tidligt op! Morgenmad kl. 07.30 og briefing kl. 08.00 er bare luksus og i sig selv en ferie.
Dagens briefing var vejrmæssigt mere usikker. Det var flot vejr, men højdevinden svag med en prognose på under 10 knob fra nordvest. Dette sikrer, at der ikke er turbulens og giver også mulighed for flyvning meget tæt på bjergene. Det kan imidlertid godt give lidt dårlig mave, hvis der er langt til landingsstederne. 10 knob er desuden ikke altid retningsstabil. Vi danske piloter besluttede at tage en såkaldt dalflyvning, hvor vi ikke planlægger med at krydse bjerge men i stedet lader os føre af de vinde, der følger dalenes forløb. Det er oftest meget fredelige flyvninger, men man skal dog stadig som pilot have tungen lige i munden og ikke slappe for meget af.
Som udgangspunkt og i teorien har vinden en tendens til at søge op ad den dalside, hvor solen står på og at søge nedad på skyggesiden. Dette skulle give en flyvning med en cirkulær bevægelse ned gennem dalen. Dog er det her vigtigt også at kende sin ’redningsvind’: den eksisterende højdevind, som man kan hente noget hjælp fra, hvis man sidder fast på en dalside og ikke kan komme ned.
Endvidere er det vigtigt, at ballonen er udrustet til langdistance, også selvom dette ikke er dagsplanen. Skulle man komme i problemer, er det nemlig vigtigt at kunne gå i højden og have tid og mulighed for at finde en alternativ landingsdal. Så altså: al gas, ilt, radioudstyr, catering, varmt vand, tøj og nødustyr kommer med, selv på de små ture.
Alle 3 danske balloner fik en super flyvning på 90 minutter med landing i værtsbyen. Og havde desuden alle fornøjelsen af at side ubehjælpsomt fast i sne og is, så snekæder, skovle og knofedt måtte frem.
Onsdag 8/1 2020: Dobbiaco – Valle Belluno
Vejrbriefingen viste fortsat flot flyvevejr. Højdevinden var ganske vist stadigvæk i den lave ende med udsigt til 20 knob fra en nordlig retning. Vi havde imidlertid netop været i Belluno dalen om mandagen og kendte den ca. 70 km lange tur derned. Så umiddelbart skulle bare 2 timer i højden kunne gøre det.
Jeg oplevede dog, at fart og retning alligevel drillede noget, da vi først kom i højden. I FL120 var der dermed bare 13-15 knob og med en noget mere vestlig retning. Det kunne betyde, at vi skød forbi Bellunodalen og dermed havde udsigt til yderligere 30 km før vi nåede sikre landingsområder. Søgning i højden gav ikke mere hastighed men til gengæld en dårligere retning med yderligere vestligt drej og dermed en rute over mange bjerge.
Ergh… Forventet flyvetid til landing skiftede mellem 200 og 250 minutter, altså op mod yderligere 4 timers flyvning i højden, hvilket var på kanten af vores maximale flyvetid – og hvad hvis vinden faldt yderligere eller drejede? Og hvad hvis det tog mere end 1 time at finde et egnet landingssted? Jeg snakkede med min tyske kollega, Martin Binder. Han havde allerede besluttet at gå ned og lande ved Lake Mizoura.. Hmm…
Jeg overvejede at forsøge at gå ned i Cortina dalen, som var det sidste velegnede landingssted før et større bjergmassiv skulle overflyves. For at skaffe lidt mere tænketid, bad jeg Sjøgren om langsomt at synke ned i dalsænkningen for at forberede en afslutning af flyvningen.
Til stor overraskelse og held drejede ballonen pludselig mere mod syd og farten øgedes til 16-17 knob. Det medførte en meget bedre ok kortere retning til Belluno og en forventet flyvetid på 120 minutter. Det var jo en helt anden sag, og vi fløj videre. Pyha!
Flot landing af Thomas på en lille græsplæne ved Sois. Straks efter landing kommer nogle venlige lokale farende med glas og lokale vine, ”I bare skal smage!”. Og vi bliver eskorteret til en lokale restaurant, som laver ”de bedste pizzaer i Italien” – og som holder åbent over middagspausen for at servere for os. Verdensklasse!
Torsdag 9/1 2020: Dobbiaco – Lienz
Vejrbriefingen meldte om ret svage vinde i højden. Primært fra en vestlig retning og dermed retning mod Østrig. Ikke helt hastighed nok, til at flyve til dalene omkring Spittal (100), Klagenfurt (150) eller Villach (120), men mulighed for at følge Pusterdalen og måske tage et lille hop til Lienzdalen, der bekvemt strækker sig nord/syd ca. 50 km øst for Dobbiaco. Altså en slags dalflyvning med mulighed for ’happy ending’.
Det blev en fantastisk flyvning, der startede blidt med langsom fart ned gennem den snoede Pusterdal og sluttede med stigning op over toppene og efterfølgende bjergtagende ’ballondans’ mellem klippetoppe og -dale i Gailtaler massivet lige før Lienz dalen. Med bare 10 knob er turbulensen så lav, at man kan gå ganske tæt på bjergsider, toppe og overvældende dalsænkninger – ja, endda sætte ballonen i sneen. Der lød jævnlige frydehyl og -råb i radioen, når det kildede i maverne rundt omkring i ballonkurvene.
Turen fra højden ned i dalene er altid lidt af et timingsspørgsmål. Dalene virker ikke altid så brede oppe fra højden og hvis der er fart på, kan man som pilot godt være fristet af at starte descentet tidligt – det er ikke jo ikke sjovt at komme for sent ned. Men kommer man for tidligt i gang med sit synk, kan man opleve ret meget turbulens på læsiden af klippetoppene og ofte også opleve en ’backdraft’, der trækker én tilbage mod bjergsiden. Dette oplevede vi her i den smalle Lienz dal. Den logiske løsning var jo imidlertid bare at stige igen, få fat i højdevinden og komme ud over dalen og fri af turbulens.
Jeg selv kæmpede en rum tid med en højspændingsledning – og der er ikke meget at stille op når GPS’en siger 0 knob! Generelt er typiske dale fyldt med både højspænding, veje og floder – så der er noget at lege med. Men alligevel lykkedes det efter 35 minutter i lav højde laaangsomt at liste hen over ledningen og finde en lille vej til slutlandingen.
Fredag 10/1 2020: Dobbiaco – Zell am See
Kun Thomas Jøhnk kom i luften fredag, da både Christoffer og jeg havde pakket bilerne og var taget retur til Danmark. Der var dog en meget spændende vindsituation i gang i prognosen, og der blev hønset en del torsdag aften om mulighederne for en regulær rekordflyvning. Prognosen viste, at der i FL180 ville være ca. 50 knob i nordøstlig retning og med bare 200 km til Wien kunne det være en meget spændende flyvning, der også kunne blive meget længere. Med 7 store flasker i en kurv, bare 2 personer og 100 km/t kunne turen være blevet meget lang. Var muligheden ikke opstået på den 5. flyvedag i streg havde der måske være flere kræfter. Nu blev rekordflyvningen imidlertid sløjfet, og Thomas tog i stedet på en fabelagtig flyvning direkte over Großglockner, Østrigs højeste bjerg og landede smukt i Zell am See. Dette var nu heller ikke en dårlig finale på en super flyveuge i Alperne!
Alpestævnet og dig
At begynde alpine flyvninger har været en rejse i sig selv. Jeg oplever at rejsen nu fortsætter, her hvor interessen fra flere danske piloter mildest talt er eksploderet. Det er fedt. Jeg har allerede nu indtryk af, at et fjerde ballonhold er på vej i 2021.
Det er klart, at det kræver nogle materielle forudsætninger, som det kan være vanskeligt og dyrt at komme til. Men det allervigtigste er dog noget erfaring. Og den kan man få ved at melde sig under fanerne og komme med ned og deltage på nogle flyvninger.
Og så er det skidehyggeligt. Alle de dejlige danske ballonfolk samlet om flyvninger, fællesskab og fest.
1: Christoffer i PLAT-FORM ballonen i det store himmelrum over bjergene
2: 3 danske balloner side-by-side under opstart på ballonstartpladsen i Dobbiaco
3: Kortvisning af første dags flyvning fra Pusterdalen og de ca. 70 km til Valle Belluno. Belluno ligger lige på kanten af Alperne og inden de lave flade områder i Veneto regionen omkring Venedig.
4: Det kan være en stor og krævende oplevelse at være på alpine ballonflyvninger. Men læg oven i dette 2 store fadøl i solen på pladsen i Belluno og 2 timers bilkørsel i bjergene – det bliver man søvnig af…
5: Den anden flyvning til Valle Belluno. Her ses den indledende retning, der drillede skipperen lidt samt retningsændringen over Cortina der medførte en bedre approach til egnede landingssteder.
6: De 3 tinder er symbolet på Dolomiterne. Vi skimter dem på de fleste flyvninger og nogengange kommer vi helt tæt på…
7: Ruten på dalflyvningen. Hjælpen fra højdevinden ses i den markante sydgående kurs midt i flyvningen..
8: Dalflyvning med ‘happy-ending’ omkring Lienz dalen
9: Tracket over descent og landing i Lienz. Der er ca. 40 minutters flyvning i dette spor.
10: Ballonholdet, der gik gennem tykt og tyndt for en dejlig flyveuge i Alperne. Fra venstre Philip, Morten, Anders, Gøther, Eske og Inger (samt Jan Andersen, Thomas Sjøgren og Majbritt )
11: Her er prognosen for op i mod 50 knob i FL180 mod nordøst. Med denne flyvning ville setup’et kræve bare 2 personer i kurven, Thoms Jøhnks særlig højdebrænder og ca. 500 liter gas – vi tog ikke turen…